TEKSTSTØRRELSE: A+ | A-

Trianglen arbejder for FN’s verdensmål

Tekst: Julie Grothen Fotos: Pipaluk Balslev og Boy Hansen

Det står godt til for både blomster, bier og beboere i Trianglen. Tidligere på året deltog flere beboere i arbejdet med at opføre et orangeri, som er placeret midt i boligafdelingens nye blomstereng. Og i september modtog bofællesskabet et diplom fra Sorø Kommune som bevis på, at boligafdelingen har ”adopteret” to verdensmål. Adoptionen er en slags håndslag på, at Trianglen arbejder målrettet med de to verdensmål.

–      Vi har adopteret verdensmål nr. 3 og 11, altså både det, der handler om at forbedre bymiljøet gennem at styrke biodiversiteten og det, der handler om at tage vare på den menneskelige trivsel, fortæller afdelingsformand Bodil Bøgebjerg.

Giv inspirationen videre

Diplomet blev overrakt af Sorø Kommunes verdensmålsambassadør, Pipaluk Balslev, som arbejder for at gøre det synligt, hvor borgere, virksomheder og foreninger gør en forskel på et af de områder, som hører under FN’s 17 verdensmål for bæredygtig udvikling. På den måde giver hun inspirationen videre.

–      Det, at det er en boligafdeling og en gruppe seniorer som har taget det til sig, er en god historie Jeg besøgte Trianglen i maj, da spirerne var på vej op, og vi blev enige om, at de gerne vil adoptere et verdensmål og sætte fokus på biodiversitet, men også på trivsel. De er gode til at sørge for at få alle med, og de har for eksempel sørget for stier, så også de gangbesværede kan komme ned til orangeriet. De er meget inkluderende, lyder det fra verdensmålsambassadøren.

Ros for fremsynethed

I Trianglen er afdelingsformand Bodil Bøgebjerg stolt af kommunens anerkendelse. Og beboerne samledes selvfølgelig til kaffe og hygge, da diplomet blev overrakt.

–      Verdensmålsambassadøren holdt tale for os og roste os for vores fremsynethed, og ikke mindst for den hastighed med hvilken vi havde iværksat og gennemført projektet, fortæller Bodil Bøgebjerg.

Trianglens indsats for biodiversitet og trivsel bliver også omtalt i den kommende bog ”Vores verden, vores mål – 39 historier om at vokse med FN’s verdensmål”, som Sorø Kommune og Sorø Erhverv udgiver i fællesskab.

–      Vi må sprede de gode historier og gøre opmærksom på, at det er en fælles sag at arbejde for en bæredygtig verden, som vi kan give videre til vores børn og børnebørn, siger Pipaluk Balslev.

 

Fakta:

FN’s 17 verdensmål sætter dagsordenen for bæredygtig udvikling frem mod 2030. I DAB tager vi afsæt i FN’s verdensmål som ramme for arbejdet med bæredygtig udvikling.

Billedtekst: Boy Hansen, der er medlem af afdelingsbestyrelsen og har været tovholder på projektet med blomstereng og orangeri, tog imod diplomet, da beboerne i Trianglen samledes for at fejre deres adoption af verdensmål 3 og 11.

 


< TILBAGE
Vil du have teksten på vores hjemmeside læst højt, kan du hente et lille gratis program på www.adgangforalle.dk - (Åbner nyt vindue)

FIND DIN AFDELING HER

find din afdeling

ARRANGEMENTER

Der er ingen arrangementer, at vise lige nu.