Sorø Boligselskab får ekstra medarbejdere i administrationen

I løbet af de kommende måneder opruster administrations-teamet med en økonomikonsulent og en bestyrelseskonsulent. Samtidig starter en ny sekretær.

Jeg glæder mig over, at vi i det kommende halve år får tilført flere ressourcer til administrationsteamet. Det betyder ikke bare, at vi bliver mindre sårbare i forbindelse med for eksempel sygdom og ferie, når der er flere om at løfte opgaverne. Men også, at medarbejderne i teamet kan sparre med hinanden og sammen finde de bedste løsninger til gavn for Sorø Boligselskab.

Henrik Bjerre, der har været ansat som økonomikonsulent i DAB i 30 år, hjælper Liselotte Hansen med økonomien i boligafdelingerne. Det er fortsat Liselotte, som har det overordnede ansvar og ansvaret for selskabet, men der er ingen tvivl om, at hun vil få god gavn af Henrik Bjerres store erfaring med økonomi i den almene boligsektor. Henrik blev tilknyttet stillingen 1. januar i år.

Anders Haugaard Jørgensen bliver bestyrelseskonsulent for Afdeling 4 Frederiksberg gl. afdeling, Afdeling 9 Smedeparken, Afdeling 17 Anemonehaven, Afdeling 18 Tømrerparken og Afdeling 24 Frederiksbergvej.

Sammen med Sofie skal han rådgive beboerdemokratiet i Sorø Boligselskab. Anders har været ansat som bestyrelseskonsulent i DAB siden 2018 og bliver tilknyttet Sorø Boligselskab fra april 2021.

Canan Cobanoglu bliver ny sekretær for Sorø Boligselskab i stedet for Ida Stevns Matzon, der i dag er ansat i en deltidsstilling i DAB’s hovedkontor. Canan er uddannet administrationssekretær i den almene sektor og har været et år i DAB. Ida vil fortsat kunne bidrage med sin mangeårige viden om Sorø, da Canan og Ida sidder side om side, når der ikke arbejdes hjemmefra.

Alle medarbejderne i administrationsteamet sidder på samme gang i DAB’s hovedkontor og vil derfor få rig mulighed for at snakke sammen om opgaverne, når landet igen åbner op.

På vegne af Sorø Boligselskab vil jeg gerne byde velkommen til Henrik Bjerre, Anders Haugaard Jørgensen og Canan Cobanoglu. Forhåbentlig er der ikke så længe til, at vi alle kan mødes.

 

Lars Jensen, formand for bestyrelsen i Sorø Boligselskab

 


< TILBAGE

FIND DIN AFDELING HER

ARRANGEMENTER

Der er ingen arrangementer, at vise lige nu.