Sådan slipper du af med bananfluer

Bananfluer, eddikefluer, vinfluer eller frugtfluer. Uanset navnet er den lille, irriterende flue en ubuden gæst, der ofte viser sig flest af i august.

Bananfluer kaldes også eddikefluer, vinfluer eller frugtfluer. De tiltrækkes nemlig hovedsagligt af gæret frugt og grøntsager.

Hvis du vil undgå bananfluer, skal du sørge for at fjerne de ting, bananfluerne kan lide, fra din bolig.

Bananfluer er typisk et stigende problem i løbet af sommeren, og problemet topper ofte i august. Herefter forsvinder fluerne i takt med køligere vejr.

Derfor kommer bananfluerne

Hvis du har problemer med bananfluer, skyldes det, at du har en eller flere af deres livretter stående fremme. Bananfluer tiltrækkes tit langvejs fra, og de kan især godt lide:

• Gærende frugt eller grøntsager
• Flasker eller kartoner med sjatter af vin, øl, mælk og eddike
• Flasker med rester af ketchup
• Glas med rester af marmelade, rødbeder, asier og syltede agurker
Forebyg bananflueinvasion – sådan

Først og fremmest skal du fjerne de ting, der tiltrækker bananfluerne, og som de lægger deres æg i. Det vil sige:

Stødt frugt: Hav ikke stødt frugt og grønt liggende fremme.

Vin- og ølflasker: Fjern tomme vin- og ølflasker fra boligen.

Syltetøj: Luk beholdere med syltetøj, asier Og så videre tæt.

Frugtskrald: Fjern frugtskrald som banan- og æbleskræl, kernehuse eller frugtsten med rester af frugtkød så hurtigt som muligt.

Affaldsbeholder og kompost: Luk udendørs affalds- og kompostbeholdere til – her yngler bananfluerne også om sommeren.

Affaldsbeholder: Tøm affaldsbeholdere jævnligt og rens dem efter hver tømning.

Køkkenklude: Udskift klude og svampe i køkkenet jævnligt. Bananfluer kan også yngle på sure klude.

Opvask: Vask op med det samme – særligt glas med vin- eller juicerester.

Rengøring: Gør køkkenet grundigt rent. Vær særlig omhyggelig med madrester i køkkenvasken, omkring kogeplader og gasblus, under komfuret og køleskabet, hvor der eksempelvis kan ligge indtørrede pletter fra spildt juice.

Kan kødædende planter spise bananfluer?

Du kan også bruge kødædende planter mod bananfluer. Nogle kødædende planter som soldug kan spise bananfluer og andre insekter i vindueskarmen. Det er dog kun forholdsvist få bananfluer, der kan dræbes på den måde – det er mere et supplement og et sjovt indslag.

Forveksl ikke bananfluer med sørgemyg

I visse tilfælde kan det være sørgemyg og ikke bananfluer, din bolig er plaget af. Hvilken af de to insekter, der er tale om, er væsentligt, fordi sørgemyggen ikke hopper i de samme fælder som bananfluen.

Sørgemyg er dem, der flyver op, når du vander dine planter. De er lidt mere spinkle i deres opbygning end fluer, men forskellen svær at få øje på. De gør ingen skade, men trives rigtig godt i overvandede planter, der får lov at stå og soppe med vand i underskålen.

Hvis du har sørgemyg, kan løsningen være at lade planterne tørre ud i en periode.

Find flere tips og tricks på Bolius.dk


< TILBAGE

FIND DIN AFDELING HER

ARRANGEMENTER

Der er ingen arrangementer, at vise lige nu.