Partnerskab mellem Sorø kommune og Sorø Boligselskab sikrer nye boliger i Sorøområdet. Målet er, at kunne tilbyde nuværende borgere nye og attraktive boliger tilpasset forskellige borgergruppers behov.

Nye boliger på vej – ønsket er endnu flere

Formanden ærgrer sig over, at byrådet sagde nej til almennyttige boliger i bymidten. Med en venteliste på 2400, hvoraf mange kommer udefra bl.a. en hel del fra København, er vi jo langt fra at opfylde behovet.

”Og ventelisten vokser i disse år, så behovet er der, men det er jo en politisk afgørelse, om man ønsker flere almennyttige boliger eller hellere tilgodeser mulighederne for byggeri af ejerboliger”, vurderer Sorø Boligselskabs formand, Gert Hansen.

54 nye almennyttige boliger er på vej

Familieboliger på Frederiksberg. Mindre boliger i Pedersborg, hvor der allerede er venteliste.

  • 24 familieboliger mellem 90 og 110 m2. skyder snart op på Klokkergården i Frederiksberg.
  • 30 mindre boliger mellem 49 og ca. 85 m2. kommer til i Pedersborg ved siden af Rema 1000.

Gert Hansen fortæller, at udover at være en politisk afgørelse, om man ønsker almennyttige boliger eller ej, så er det også en langstrakt affære.

”De to byggerier, vi har på vej, har været undervejs i tre år, og det varer formentlig et par år mere, før de er klar til indflytning, så boligproblemet er ikke noget, vi løser fra den ene dag til den næste. Men vi ved, at det vil vokse i de kommende år. Dels fordi der bliver flere ældre, som ønsker en mindre bolig, og dels fordi flere og flere vælger at bo alene, og det bliver næppe i de rummelige huse, som de ældre forlader”, vurdere Gert Hansen.

Jubilæumsønske: Tilladelse til at opføre endnu flere!

Som lovgivningen for almennyttigt boligbyggeri er, skal kommunen finansiere 10 % af byggesummen. Desuden er byggeri af almennyttige boliger underlagt et rammebeløb, som folketinget fastsætter.

Sorø er i den lidt bizarre situation, at det regnes for at være en del af Udkantsdanmark. Det betyder, at rammebeløbet til byggeri er mindre end fx i Ringsted. Til nogen undren for Gert Hansen.

”I boligselskabet vil vi gerne være med til at løse boligproblemet, men vi kan altså ikke få lov. Et eksempel er den såkaldte “Faktagrund” bag boghandlen. Her havde vi efter min vurdering et godt gennemarbejdet forslag til et punktbyggeri, som kunne falde godt ind i omgivelserne, men byrådet ville hellere sælge til en privat investor. Det er jo et politisk valg. Det respekterer vi selvfølgelig”, men jeg synes, det er ærgerligt udtaler boligselskabets formand.


< TILBAGE

FIND DIN AFDELING HER

ARRANGEMENTER

Der er ingen arrangementer, at vise lige nu.