På billedet ses fra venstre: Michael Ziegler borgmester i Høje Taastrup Kommune, Michael B. Bom næstformand i Sorø Boligselskab, Lars Jensen formand i Sorø Boligselskab, Ole Jacobsen administrerende direktør i DAB og Palle Adamsen administrerende direktør i Lejerbo.
Den 17.-18. januar deltog formand Lars Jensen og næstformand Michael B. Bom fra Sorø Boligselskabs organisationsbestyrelse i DAB’s årlige formands- og næstformandsseminar.
Temaet for seminaret var den mulige sammenlægning mellem DAB og Lejerbo. Deltagerne hørte oplæg fra DAB’s formand Henrik Berg og administrerende direktør Ole Jacobsen, som præsenterede, hvordan en sammenlægning kan styrke organisationernes kompetencer og fremtidssikre administrationen.
”Det var spændende at høre om DAB’s planer for en mulig sammenlægning med Lejerbo,” fortæller Lars Jensen. ”Jeg opfordrer vores stemmeberettigede repræsentantskabsmedlemmer – og andre interesserede beboerdemokrater – til at deltage i DAB’s repræsentantskabsmøde og garantforsamling den 6. maj, hvor forslaget skal til afstemning. Sorø Boligselskab stiller igen i år en bus til rådighed, så vi kan køre samlet til mødet.”
Seminaret bød på oplæg, gruppedrøftelser og netværk. Deltagerne rejste hjem med en klar opgave: at sikre størst mulig deltagelse fra repræsentantskabet til den afgørende afstemning.
Hold øje med mere information om buskørsel og om DAB’s repræsentantskabsmøde og garantforsamling den 6. maj 2025 på Radisson Blu Scandinavia Hotel på Amager.