TEKSTSTØRRELSE: A+ | A-

Vi fik ny viden og inspiration med hjem fra DAB’s Formands-/næstformandsseminar

Emner som ’Boligpolitiske status’, ’Fokus i DAB i 2020’, ’Aktive fællesskaber’ og Bæredygtighed’ blev drøftet, da DAB i weekenden 17. og 18. januar holdt sit årlige seminar for organisationsbestyrelsernes formænd og næstformænd.

Thomas Lund Eriksen, næstformand i Sorø Boligselskab, og jeg deltog sammen med 56 andre beboerdemokrater i seminaret, der var tilrettelagt, så der både var oplæg, gruppearbejde, plenumdebat og tid til at netværke. Vi kom hjem med en masse ny viden og inspiration – samtidig med at vi fik mulighed for at møde en række af vores ’kollegaer’ fra de øvrige boligselskaber, DAB administrerer.

Boligministerens boligpolitiske bud
Første oplægsholder fredag eftermiddag var boligminister, Kaare Dybvad Bek, som gav sit bud på den boligpolitiske status og fremtid i Danmark. I sit oplæg fortalte han, at han blandt andet vil arbejde på, at der i nybygningsområder bygges mindst en fjerdedel almene boliger. Og han vil ændre boligreguleringen, så der bliver sat stop for de udenlandske kapitalfonde, der presser huslejerne op i de store byers udlejningsboliger. Et meget spændende oplæg og gode svar på de mange spørgsmål fra salen.

DAB’s fokus for 2020
DAB’s nye administrerende direktør, Ole Jacobsen, stod for det næste punkt på dagsordenen, nemlig DAB’s fokusområder for 2020. Et af Oles budskaber var, at vi skal fortsætte med hele tiden at finde nye og bedre måder at gøre tingene på – både fordi det er sund fornuft, og fordi vi dermed kan sikre, at huslejen også i fremtiden holdes på et acceptabelt niveau. I Sorø Boligselskab har vi løbende fokus på driften – og har eksempelvis allerede etableret en samdrift, for at opnå de gevinster der er, når boligafdelingerne er fælles om driftsopgaverne.

DAB’s økonomi, en ny indkøbsportal, samdrift i boligafdelingerne, og e-Drift blev også drøftet. Derudover fik vi oplyst, at DAB har nedsat et nyt udvalg, der fremover vil give penge til bæredygtige initiativer i boligafdelingerne – noget, vi finder meget interessant.

Aktive fællesskaber og Bæredygtighed
Lørdag holdt DAB’s projektleder for Aktive fællesskaber, Michael Wulff, et oplæg om, hvordan beboerdemokraterne kan være med til at løfte fællesskabet i boligafdelingerne – og hvad det betyder for beboerne, når organisationsbestyrelsen går aktivt ind og støtter fællesskabsindsatser.

Sidste punkt på dagsordenen var et oplæg af Søren Hermansen, der er direktør for Energiakademiet på Samsø. Han gav sit bud på, hvordan man kommer i gang med at tænke grønt, og får implementeret bæredygtige løsninger i sin boligafdeling.

Alt i alt var det et seminar, der har givet os nye idéer og inspiration til, hvordan vi kan gøre Sorø Boligselskab til et endnu bedre sted at bo.

Venlig hilsen

Lars Jensen


< TILBAGE
Vil du have teksten på vores hjemmeside læst højt, kan du hente et lille gratis program på www.adgangforalle.dk - (Åbner nyt vindue)

FIND DIN AFDELING HER

find din afdeling

ARRANGEMENTER

Der er ingen arrangementer, at vise lige nu.