Sorø Boligselskab fremskynder sundhedseftersyn af boligerne i Stille-vang, så resultatet kan indgå i ansøgning om støtte fra Landsbygge-fonden.
Beboerne i afdeling Stillevang besluttede den 19. april 2017 at få undersøgt bygningernes tilstand. Det rådgivende ingeniørfirma Kim Olsson A/S, der fik opgaven, udarbejdede en rapport, som lå klar i september 2017. Rapporten konkluderede, at facaderne er konstrueret uhensigtsmæssigt, og at tagene er nedslidte.
Kim Olsson A/S anslår i rapporten, at udgiften til udskiftning af tage og facadepartier vil løbe op i et tocifret millionbeløb.
Hvis beboerne i Stillevang skal dække hele beløbet til renoveringen, vil det medføre en huslejestigning på cirka 38 procent – og det er ikke realistisk.
Rapporten blev drøftet på et orienteringsmøde for beboerne i oktober 2017. Her drøftede man også muligheden for at søge støtte fra Landsbyggefonden for at mindske lejestigningen.
Håber på støtte fra Landsbyggefonden
Men en ansøgning om støtte fra Landsbyggefonden kræver betydelig dokumentation af bygningernes tilstand. Derfor har det været nødvendigt at foretage yderligere undersøgelser af Stillevangs bygninger, ligesom det er planlagt at gennemføre et sundhedseftersyn i alle boliger i afdelingen inden udgangen af august 2018.
Organisationsbestyrelsen havde oprindeligt besluttet at gennemføre sundhedseftersyn i alle selskabets boliger i løbet af det kommende år, men har altså valgt at fremskynde eftersynet i Stillevang, så resultatet kan indgå i ansøgningen.
Midler til det videre arbejde med at søge støtte i Landsbyggefonden, har organisationsbestyrelsen bevilget fra dispositionsfonden. Håbet er, at Landsbyggefonden vil se med positive øjne på ansøgningen, når den ligger klar.
9. juli, 2018