En enig bestyrelse har på selskabets møde den 24. juni 2019 besluttet at købe grøn strøm til boligafdelingernes fællesområder.
Mens mange DAB-administrerede boligselskaber i løbet af sommeren sætter ”grøn strøm” (strøm produceret af vindmøller) på dagsordenen til mødet i selskabsbestyrelsen, er Sorø Boligselskab et skridt foran. Her har en enig bestyrelse nemlig allerede truffet beslutning om, at alle selskabets små 30 boligafdelinger fremover skal købe grøn strøm til fællesarealerne.
– FN’s verdensmål ligger os meget på sinde. Og kan vi, som selskabsbestyrelse, være med til at gøre vores boligafdelinger til grønnere, mere bæredygtige steder at bo, så gør vi selvfølgelig det, fortæller Lars Jensen, formand for selskabsbestyrelsen.
Nemmere at være klimabevidst
Det er en ny aftale mellem DAB og Ørsted Wind Power, der gør det endnu nemmere for boligafdelingerne at være klimabevidste. For når boligafdelingen køber grøn strøm til fællesarealerne, sikrer Ørsted Wind Power, at vindmøller producerer en tilsvarende mængde energi. Samtidig udsteder Ørsted Wind Power et certifikat til boligafdelingen som bevis på, at den køber grøn strøm til gavn for miljøet.
Sikrer produktion af grøn strøm
Det vil dog ikke udelukkende være strøm fra en vindmølle, der kommer ud af stikkontakten, selvom boligafdelingen modtager et certifikat. Al strøm, der produceres, blandes nemlig på el-nettet. Men boligafdelingen sikrer, at der bliver produceret den samme mængde grøn strøm til el-nettet, som den forbruger. Og på den måde er boligafdelingen med til at støtte en bæredygtig og grøn udvikling.
Besparelse på 279 tons CO2
Med den nye aftale vil Sorø Boligselskab spare cirka 279 tons CO2 pr. år frem til og med 2024, hvor aftalen løber.
10. juli 2019 / jpr