Nye regler for ventelister betyder, at hver anden ledige bolig bliver tilbudt direkte til boligsøgende, på den eksterne venteliste.
Der findes to forskellige ventelister i hvert boligselskab. Den interne venteliste, som personer, der allerede bor i boligselskabet, kan skrive sig op på. Og den eksterne venteliste, som alle kan skrive sig op på.
Efter gamle regler, der gælder indtil den 1. juli, skal en ledig bolig først tilbydes til personer, der er skrevet op på den interne venteliste – og er der ingen, der takker ja, så tilbydes den derefter på den eksterne venteliste.
Fra den 1. juli træder nye regler i kraft, og hver anden ledige bolig bliver tilbudt personer på den interne venteliste, mens hver anden ledige bolig bliver tilbudt direkte til boligsøgende på den eksterne venteliste.
Undtagelser fra reglen
Der er enkelte undtagelser fra den nye regel. Reglen anvendes ikke i forhold til familieboliger, der udlejes efter andre regler end de almindelige udlejningsregler.
Hvis kommunen bruger sin anvisningsret, eller hvis boligselskabet og kommunen har indgået en udlejningsaftale efter reglerne om fleksibel udlejning, så kommer disse udlejninger før den nye regel.
DAB arbejder på den administrative implementering af de nye regler, så ventelisterne kan håndteres efter de nye regler fra den 1. juli.
13. maj 2019 / mlb