Lise Wendelboe Holm skulle have holdt fest for familie og venner i anledning af sin 100-års fødselsdag den 3. april. Men så kom corona-krisen, og festen måtte udskydes.
Men fejres skulle Lise Wendelboe Holm alligevel, i hvert fald hvis det stod til Rie Plasmann, der ligesom fødselaren bor i Vedelsgade, som er en del af Sorø Boligselskab.
– Jeg tænkte, vi kan ikke lade være at fejre en 100-års fødselsdag. Jeg fik skrevet nogle sange ud, det var Benny Andersens fødselsdagssang for voksne. Vi sang, og vi skrålede, fortæller Rie Plasmann.
En dejlig dag
Beboerne sang og råbte hurra fra haven neden for Lise Wendelboe Holms altan, før de skålede med fødselaren.
Jeg syntes, det var en dejlig dag. Det var virkelig smukt, og jeg var rørt over, at de stod dernede og sang for mig, siger Lise Wendelboe Holm, som fortæller, at beboerne har et godt fællesskab.
Vi kommer hinanden ved. Vi har jo en dejlig lille have og har haft fælles kaffebord af og til.
Billedtekst (fælles til begge billeder): Lise Wendelboe Holm blev fejret af de andre beboere, som sang og råbte hurra for fødselaren.