TEKSTSTØRRELSE: A+ | A-

Sorø Boligselskab – en unik boligform

Begrebet almen bolig er unikt på verdensplan. Der findes ingen andre steder i verden hvor man kan bo i en lejebolig og have indflydelse på selve boligens indretning, udviklingen for den afdeling man bor i samt være medbestemmende i den boligorganisation afdelingen tilhører

At bo alment kan sammenlignes med at bo i en andelsboligforening, men uden risiko for tab, da man ikke hæfter personligt for en gæld i forhold til boligen eller boligorganisationen.

Når man bor i en bolig i Sorø Boligselskab, bor man i en almen bolig og i en almen boligorganisation.

En almen boligorganisation bliver normalt kaldt boligselskab eller boligforening og skal indeholde mindst en afdeling med boliger, men oftest indeholder den flere afdelinger.

Afdelinger og selve boligselskabet/boligforeningen er økonomisk adskilt fra hinanden. Dette for, at sikre hele boligorganisationen fra at gå konkurs, men også for at sikre at lejen i den enkelte afdeling alene dækker udgifterne i deres egen afdeling.

Fundamentet er beboerdemokrati

I afdelingerne vælges der af beboerne en afdelingsbestyrelse, der varetager opgaver omkring afdelingen. Afdelingsbestyrelsen vælges på det årlige ordinære afdelingsmøde, hvor også det kommende års budget for afdelingen behandles og godkendes.

For at blive valgt til en afdelingsbestyrelse skal man være beboer i den pågældende afdeling. Afdelingen har mulighed for at godkende eget årsregnskab, men i de fleste afdelinger har man overdraget denne kompetence til afdelingsbestyrelsen. På det ordinære afdelingsmøde kan alle beboere og afdelingsbestyrelsen stille forslag om alt fra ordensreglement til forbedringer af boligerne/afdelingen.

Afdelingens beboere har stor indflydelse på afdelingens udvikling under forudsætning af, at det er muligt indenfor gældende lovgivning. Det følger også heraf, at det alene er beboerne i den enkelte afdeling, der skal betale for de forbedringer og den vedligeholdelse af afdelingen, der besluttes på afdelingsmødet.

Repræsentantskabet er øverste myndighed

En almen boligorganisations øverste myndighed kaldes repræsentantskabet. Man bliver medlem af repræsentantskabet ved at blive valgt i den afdeling man bor i. Alle afdelinger har således ret til at stille et antal medlemmer til repræsentantskabet og antallet af medlemmer fra den enkelte afdeling afhænger af afdelingens størrelse.

Repræsentantskabet godkender som minimum boligorganisationens årsregnskab og administrationsform, samt vælger bestyrelsen for boligorganisationen. Bestyrelsen for boligorganisationen tildeles ofte en del kompetencer fra repræsentantskabet, herunder erhvervelse af ejendom, pantsætning mv.

Bestyrelsen for boligorganisationen har ansvaret for den daglige drift af afdelingerne samt selve boligorganisationen. Bestyrelsen tegner boligorganisationen ved indgåelse af aftaler med eksterne parter og er derfor  juridisk ansvarlige – den kan dermed drages til ansvar.


< TILBAGE
Vil du have teksten på vores hjemmeside læst højt, kan du hente et lille gratis program på www.adgangforalle.dk - (Åbner nyt vindue)

FIND DIN AFDELING HER

find din afdeling

ARRANGEMENTER

Der er ingen arrangementer, at vise lige nu.