Sommeren er igen kommet til Danmark, og i år har mange valgt at holde ferien hjemme. Det betyder åbne vinduer, hygge på altanen og grill i haven, men husk at vise hensyn.
En skyfri himmel, sommervarme og lange lyse aftener. Det lokker os ud på altanerne og i haverne til sommerhygge med venner og familie.
Det gode humør bliver ofte endnu bedre med sommerens musikhits på højtaleren, latter og børn, der løber omkring og leger.
Det er dog ikke sikkert, at naboerne til det hyggelige arrangement er lige så begejstrede for at have dit arrangement som underlægningsmusik til deres aften. Husk derfor at vise hensyn til naboerne, når du skruer op for musikken, og husk at det ikke må ske for åbne vinduer eller udendørs.
Forbered naboerne
Mange har forståelse for, at naboens børn leger ude, eller at naboen har inviteret gæster. Men hvis du holder et arrangement, der kan være støjende, er det altid en god idé at fortælle naboerne om det på forhånd. Du kan eksempelvis lægge en seddel i deres postkasser eller hænge en seddel i opgangen.
Lyt også til naboerne, hvis de beder dig om at skrue ned. Og tal sammen om en løsning, der fungerer for alle. Hører du musik indenfor, bør du holde dine vinduer lukkede og skrue ned for musikken, hvis du skal lufte ud.
Støj er ofte årsag til klager
DAB modtager flere klager over støj fra naboerne om sommeren.
– Hvert år, når vi nærmer os sommermånederne, oplever DAB en stigning i antallet af klager over nabostøj. Det handler typisk om beboere, der spiller musik for åbne vinduer, klipper hæk og slår græs i aftentimerne. Andre klager drejer sig om parkerede klapvogne, løbehjul, cykler, rulleskøjter og skateboards i opgangen, fortæller Lene B. Rasmussen, der er chefjurist i DAB.
3. juli 2020/ mlb