11 beboerdemokrater fra Sorø Boligselskab havde sat lørdagen af til at lære hinanden bedre at kende – og til at blive klogere på temaerne Tillidsfuldt samarbejde, Aktive fællesskaber, Din klimaindflydelse, De effektive verdenshjørner og Digitalisering med mening.
Der var god stemning i bussen, da jeg sammen med 10 glade beboerdemokrater lørdag den 25. maj satte kursen mod Radisson Blu Scandinavia Hotel på Amager, for at deltage i DAB’s årlige repræsentantskabsmøde og garantforsamling.
Jeg var ikke helt sikker på, hvad jeg skulle forvente, for det var første gang, DAB afholdt mødet som et heldagsarrangement. Men jeg må sige, at det var en meget positiv oplevelse.
Dagen var arrangeret, så vi først afholdt det traditionelle repræsentantskabsmøde og garantforsamling, hvor DAB’s formand, Henrik Berg, aflagde beretning, DAB’s administrerende direktør gennemgik budget og regnskab, og der blev valgt medlemmer til DAB’s bestyrelse.
Henrik Berg blev genvalgt som formand. Og de øvrige bestyrelsesmedlemmer, der var på valg, blev også genvalgt. Det skriver DAB mere om i det kommende DAB Nyhedsbrev til bestyrelsesmedlemmer, som udsendes sidst i juni.
Videndeling og ny inspiration
Efter frokost var der planlagt fem ”inspirationsrum” med temaerne Tillidsfuldt samarbejde, Aktive fællesskaber, Din klimaindflydelse, De effektive verdenshjørner (effektiv drift) og Digitalisering med mening. Vi skulle alle vælge tre af emnerne, som hver varede 45 minutter. Jeg havde valgt Tillidsfuldt samarbejde, De effektive verdenshjørner og Aktive fællesskaber.
Det bliver for langt at gennemgå indholdet fra alle inspirationsrum, men jeg vil gerne fremhæve det, hvor der blev talt om tillid i bestyrelsesarbejdet. Her fortalte DAB’s direktør, Carina Seifert, om, hvor vigtigt tillid er for et godt samarbejde. Både internt i afdelingsbestyrelsen og i organisationsbestyrelsen, men også i forhold til samarbejdet med ejendomsfunktionærerne og DAB.
Efter oplægget var der sat tid af til at tage en snak med de øvrige deltagere, som var fordelt ved ti borde, og til at udveksle erfaringer fra egne boligafdelinger. I den forbindelse skulle vi stemme om, hvilke forudsætninger der giver et godt samarbejde. Vi stemte både før og efter debatten, for at se om den havde rykket ved nogens opfattelse, men det havde den ikke – i hvert fald ikke særligt meget.
Vi kunne vælge tre ud af seks forslag:
Gensidig respekt for hinanden
Fokus på løsninger frem for problemer
En fælles forståelse for opgaven
Respekt for bestyrelsesopgaven (det er beboernes interesser, bestyrelsen skal varetage – ikke sine egne)
Tydelige roller, ansvar og rammer
En god dialog – alle har lov til at byde ind
Særligt 1, 4 og 6 var de forudsætninger, som flest stemte på – både før og efter debatten, og det, synes jeg, giver god mening i forhold til min egen opfattelse af, hvad et godt, tillidsfuldt samarbejde bygger på.
Sidste punkt på programmet var et oplæg af Danmarks kendte tv-læge, Peter Qvortrup Geisling, der på en både sjov og inspirerende måde fortalte om, hvor vigtigt det er at leve sundt, hvis man vil have en god alderdom. Peter Qvortrup Geisling gav et bud på nogle af de vaner, der er med til at forkorte danskernes levetid. Her bonede især stress, rygning og manglende motion ud som faktorer, man skal være opmærksom på.
Aftenen blev afsluttet med en middag og ved halv ni-tiden satte bussen kurs tilbage mod Sorø. Det var en meget lang og indholdsrig dag. Men den gav os noget at arbejde videre med. Og fordi der var sat en hel lørdag af til programmet, så var der ingen stress på for at nå igennem. Det er guld værd, synes jeg.
Tak for en god dag til de 10 beboerdemokrater, der havde sat dagen af til videndeling, networking og inspiration – og som var med til gøre den til en rigtig positiv oplevelse for os alle sammen.
Lars Jensen,
Formand for organisationsbestyrelsen
Sorø Boligselskab
Deltagere fra Sorø