Det var et tætpakket program, da næstformand Michael Bom og jeg endnu en gang deltog i DAB’s årlige seminar for formænd og næstformænd fra organisationsbestyrelser her i weekenden.
I år var fokus på trivsel og arbejdsglæde blandt medarbejderne i driftscentre, og både de mange oplæg og gruppearbejdet handlede om, hvordan bestyrelsesmedlemmerne kan være med til at skabe gode forhold for de ansatte, som passer på vores boligafdelinger. Glade ansatte giver glade beboere, var budskabet, og det kan vi ikke være uenige i.
Vi fik mange gode snakke med de øvrige deltagere, og vi fik også nye input med hjem. Blandt andet var det overraskende at høre, hvor meget det rent faktisk betyder for de ansatte, når vi roser dem for deres arbejde. Ikke bare fordi, det påvirker deres arbejdsdag i en positiv retning, men også fordi det smitter af på arbejdsmiljøet.
I en travl hverdag er det måske en af de ting, vi glemmer i farten. Vi skal hjælpe hinanden med at huske på at sige tak til vores ansatte, som gør det godt.
Noget andet der overraskede mig var at opdage, at vi i Sorø Boligselskab allerede gør mange af de ting, som blev anbefalet.
For eksempel har vi allerede en strategi med tydelige retningslinjer, som vi og de ansatte arbejder efter. Det skaber ro og overblik for de ansatte, og det kan vi godt være stolte af.
Som organisationsbestyrelse er vi også synlige over for medarbejderne i driftscenteret, så de ved, vi er der, hvis de har brug for at tage en snak om noget af det, der rører sig i hverdagen. Vi vil fortsætte med at have en tæt kontakt til driftscenteret.
Og så har vi en løbende forventningsafstemning med driftscenteret, så de ansatte ved, hvad vi forventer af dem. Også det skal vi fortsætte med.
Hvis du vil vide mere om, hvad der foregik på DAB’s Formands-/ næstformandsseminar, kan du læse artiklen i det kommende nummer af DAB nyhedsbrev, som udkommer midt i februar og som også bliver lagt på DAB’s hjemmeside.
Venlig hilsen
Lars Jensen
Formand for organisationsbestyrelsen
16/01/2024 jpr