Som beboer vil du opleve, at dit acontobeløb bliver sat op eller ned som følge af de stigende energipriser og dit eget forbrug.
Det er udlejers pligt at sikre, at beboerne hverken betaler for meget eller for lidt i aconto. Derfor er det DAB, som varsler stigninger eller nedsættelser af acontobeløbet.
Den generelle stigning på energipriserne i Danmark, betyder forøgede udgifter til forbrug af el, vand og varme, og flere beboere vil i år opleve, at deres acontobeløb stiger.
Justeringen af acontobeløbet sker på baggrund af hver enkelt beboers/lejemåls seneste forbrug, og dertil lægges et beløb svarende til den forventede prisstigning. Formålet er at opkræve et passende acontobeløb.
Varsling af ændret acontobeløb skal ske med seks ugers varsel, og træder altid i kraft den første i en måned. Acontobeløbet reguleres en gang om året i forbindelse med udsendelse af forbrugsregnskabet. Alternativt varsles, når der ind imellem modtages ekstraordinære reguleringer fra en konkret leverandør.
FAKTA: I følge Lov om leje af almene boliger § 55 har udlejer ret til at opkræve et acontobeløb til dækning af beboerens andel i ejendommens udgifter og skal sikre, at den samlede acontobetaling i regnskabsperioden ikke overstiger den forventede udgift for regnskabsperioden
08/07/2020