Fem boligafdelinger fik i weekenden besøg af organisationsbestyrelsen, der sammen med bestyrelseskonsulent Sofie Pagh Lawaetz fra DAB, var rundt for at se de mange gode initiativer.
Første afdeling på turen var Brommeparken, som oprindeligt blev opført på lejet grund. Sorø Boligselskab har nu overtaget grunden, og det var derfor særligt interessant at kigge på de grønne områder omkring bygningerne, som afdelingen nu får mulighed for selv at præge.
Elmelunden var næst i rækken, og her viste afdelingsbestyrelsen rundt i afdelingen og forklarede om de mange gode initiativer de tager, for at styrke fællesskabet i afdelingen. Til sidst bød afdelingsformand, Chano Hansen på kaffe og kage, og det kunne vi ikke sige nej til.
Godt tanket op gik turen dernæst til Grønnebakken og Grønnebakken Bofællesskab, hvor afdelingsbestyrelsen viste os rundt og vi blandt andet så deres petanque-baner. Herefter besøgte vi Dagmarsvej, som er bygget efter samme skabelon som Grønnebakken. Afdelingen ligger i Fjenneslev ud til skønne åbne vidder og deler fællesareal med en række ejerboliger.
Til sidst spiste vi frokost i Trianglens seniorbofællesskab, hvor Ulla Bagge forkælede os med blandt andet sild, tærte, ost og hjemmebag.